Er du potentiel hvalpekøber til en Jack Russell Terrier hvalp?

 

Hvis du overvejer at købe en JRT hvalp, så er du det helt rigtige sted. Brug lige 5 minutter på at læse det her igennem.

På dette site kan du finde alle oplysninger om den race du overvejer at investere i, og du kan også finde alle opdrætterne af racen her, samt om de har hvalpe – eller har planlagte kuld du kan blive skrevet op til.

Alle opdrættere her på sitet, er erfarne opdrættere under DKK/DTK og de har alle kennelmærke, og har dermed som minimum gennemgået opdrætteruddannelsen hos DKK – flere har meget mere.

Opdrættet sker i overensstemmelse med den gældende racestandard ne. 345 for Jack Russell Terrier, udstedt af FCI, der er paraplyorganisation for 80 medlemslande, herunder Danmark, repræsenteret her i landet af Dansk Kennel Klub, samt efter de til enhver tid gældende regler for opdrættere under DKK, som vi som godkendte opdrættere, er underlagt.

Samtidig får du al den hjælp fra opdrætteren du har krav på, og behov for, før, under og efter dit hvalpekøb.

Det er bare at løbe topmenuen igennem, så kommer du til det hele.

 

Du har muligvis været inde på Den Blå Avis og/eller Gul Og Gratis, eller været på andre sider, hvor der tilbydes såkaldte Jack Russell Terriere – men det må frarådes, at få hund gennem nogen af disse handelssteder, fordi du ikke kan være sikker på hvad det er du får.

Mange er blandingsracer, og der er derfor ingen garanti for at de fungerer som de skal. De fleste af disse hunde, har ikke ret meget at gøre med den JRT vi opdrætter i DKK regi.

Muligheden for at du kommer i kløerne på en decideret hundehandler disse steder, er absolut også til stede.


 


Det er muligt hundene disse steder kan forekomme lidt billigere, men i stedet for at selektere enøjet på pris, skal du selektere på den kvalitet en DKK opdrætter kan tilbyde dig.

Gennem sit opdræt kan en DKK opdrætter tilbyde dig sikkerhed for, at din hvalp er mentalt stabil, at dens adfærd er i orden i forhold til racens oprindelige formål – samt at den er korrekt socialiseret når den flytter hjem til dig, og vil være i stand til at begå sig ude hos familierne uden besvær, og at den er sund og rask når du får den, (dyrlægedokumenteret).

De fleste opdrættere har et højt sundhedsniveau på deres opdræt. Det kan du aflæse på den enkelte opdrætters egen side.

Det er jo ikke stambogen fra DKK, der koster pengene (den koster kun nogen få hundrede kroner), men det er den viden, og det kontinuerlige avlsarbejde der ligger bag en DKK opdrætters hvalpe, der koster de ekstra penge – og de er rigtig godt givet ud!

I øvrigt er det sådan, at det p.t. koster omkring 195.000 kr. at have hund i gennemsnitligt 10 år, så anskaffelsen af en JRT andrager således kun omkring 5-6 % af anskaffelsesprisen – og så er der jo lidt ekstra for pengene når man vælger en JRT. De har det med at blive en 14-15 år, hvis man passer godt på dem J

 

Altså – lad være med at parkere din hjerne i din pengepung, men gå efter kvaliteten, i stedet for at spare nogen få tusind kroner på dit hvalpekøb. Det kan ikke betale sig!


Du kan genkende den gode opdrætter på et hobbypræget opdræt, dedikation og en ægte interesse for sit opdræt, uden at stille alle mulige og umulige krav til dit hvalpekøb.

Når du går hjem med din hvalp - så skal det være din hvalp, og ingen andres!

 

Hvis du har spørgsmål, eller noget du gerne vil have uddybet, som du ikke kan finde her på sitet, er du meget velkommen til at kontakte racens repræsentant. Ham finder du under ”Kontakt” i topmenuen.

 

Lars Frennesen

Racerepræsentant